Germany brings home its first children of ISIS fighters – Fyens Stiftstidende, Denmark

Original article by Fyens Stiftstidende staff

Tyske myndigheder hentede mandag for første gang børn af tyske Islamisk Stat-krigere ud af Syrien, hvor børnene har siddet i den store al-Hol-lejr, som kontrolleres af kurdiske styrker. Her ses et overbliksfoto af al-Hol-lejren fra 8. august.

Tyske diplomater har på grænsen til Irak for første gang fået overdraget fire børn af Islamisk Stat-krigere.

Repræsentanter fra det tyske udenrigsministerium fik mandag overdraget fire små børn på grænsen mellem Syrien og Irak.

Det rapporterer det tyske nyhedsbureau dpa på baggrund af kurdiske kilder og en talsmand fra de kurdiske myndigheder, der driver detentionscentre for Islamisk Stat-fanger i det nordøstlige Syrien.

Afhentningen af de fire børn er ifølge dpa første gang, at Tyskland hjemtager børn af tyske Islamisk Stat-krigere.

De tre af børnene er forældreløse. Det fjerde barn er en pige på kun seks måneder.

Pigen er ifølge lederen af den kurdiske administrations udenrigsafsnit, Abdel Karim Umer, “meget syg”.

De fire tyske børn er hentet i den store al-Hol-lejr i Syrien, hvor flere danske statsborgere ifølge danske medier også opholder sig.

Ifølge den kurdiske organisation Rojava Information Center skal børnene nu fragtes til Tyskland via Erbil i Tyrkiet.

Det er uvist, præcist hvor mange andre tyske børn der sidder i de syriske lejre, men ifølge flere medier er det mere end 100.

I alt er der ifølge den seneste opgørelse fra FN godt 68.000 beboere i al-Hol-lejren.

Heraf er langt størstedelen børn – og omkring to tredjedele af børnene er under 12 år.

Andre europæiske lande, som Frankrig, Norge og Sverige har også hjemtaget flere børn fra de syriske lejre.

De danske myndigheder har hidtil kun hentet en 13-årig dansk dreng hjem.

Drengen blev hjulpet ud, fordi han er svært skadet efter at være blevet skudt i ryggen.

Det danske udenrigsministerium bidrog desuden, da to dansk-franske børn i juni blev hentet fra Syrien til Frankrig.